Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Antimobbestrategi

Antimobbestrategi

På Kildebakken tolererer vi ikke mobning! 

Formålet med Kildebakkens antimobbestrategi er:

  • At alle elever trives i skolens sociale fællesskab
  • At have fokus på at forebygge mobning
  • At kunne håndtere eventuel opstået mobning, så det bliver bragt til ophør

 

Nedenstående beskriver Kildebakkens handleplan i forhold til at identificere mobning, at forebygge mobning og at håndtere mobning.
 

Hvad er mobning?

Mobning er gentagne bevidste negative handlinger (fysiske såvel som verbale) rettet mod en enkelt person, som ikke på ligeværdigt niveau kan tage til genmæle.

Mobning er således ikke en konflikt, men et overgreb og skal behandles derefter.

Ved negative handlinger kan der være tale om:

  • direkte fysisk vold, skub, slag, spark etc.
  • handlinger, ledsaget af ord, trusler og hån
  • at sige ubehagelige og sårende ting
  • at foretage handlinger uden ord, f.eks. brug af grimasser, gestus,
  • at vende vedkommende ryggen eller irritere eller såre
  • at sige/skrive ord, trusler og hån via mobil eller computer/Ipad

 

Mobbesignaler

Følgende kan være signaler på, at en elev bliver mobbet:

  • eleven er ked af at skulle i skole
  • eleven mister eller får ødelagt sine ting
  • eleven klarer sig dårligere i skolen
  • eleven isolerer sig fra andre børn
  • eleven mister tilliden til sig selv
  • eleven bliver indelukket
  • eleven vil ikke sige, hvad der er galt
  • eleven bliver opfarende, irritabel, aggressiv og har uforklarlige vredesudbrud
  • eleven græder sig i søvn eller har mareridt

  

Plan for at identificere, forebygge og håndtere mobning

  • Alle medarbejdere er opmærksomme på ”mobbesignaler”.
  • Vi lytter altid til elever, der giver udtryk for, at de er blevet mobbet.
  • Der iværksættes øjeblikkelig hjælp / støtte og iværksættelse af handlinger for at stoppe mobningen tilfælde af identificeret mobning.
  • Personalet er opmærksomme på elevernes brug af mobil og computer som kommunikationsmiddel.

 

Hvad gør vi for at forebygge mobning?

  • Alle team har fokus på at arbejde med ”det respektfulde læringsmiljø”
  • Arbejdet med sociale kompetencer prioriteres højt for den enkelte elev i såvel skole- som SFO/klub-tid.
  • Skolebestyrelse, elevråd og personale drøfter løbende elevernes trivsel efter deltagelse i den nationale trivselsmåling
  • Elevrådet drøfter emnet generelt på deres møder
  • Ved elevsamtaler indgår der altid et punkt om elevens trivsel og sociale kompetenceudvikling.
  • Det skal være naturligt altid at henvende sig til en voksen, hvis man føler sig mobbet.

 

Mistanke om mobning

  • Den, der får kendskab til den dårlige trivsel/mobningen, kontakter personalet, omkring de berørte elever
  • Kontaktperson aftaler en handleplan for at standse mobningen øjeblikkeligt. Både mobber og offer skal have hjælp og støtte til at ændre deres adfærd.
  • Selve indholdet og formen for indsatser og pædagogisk intervention aftales af kontaktpersoner i samarbejde med ledelsen.
  • Forældre orienteres om og involveres om nødvendigt i handleplanen, samt der træffes aftale med forældrene om deres indsats.
  • Fornødne aftaler med øvrigt personale/team træffes.
  • Handleplanen startes så hurtigt som muligt.
  • Personalet følger udviklingen til problemet er løst – kontaktpersoner holder ledelse og forældre orienteret

 

 Hvis dette ikke løser problematikken:

  • Lederen informeres og inddrages enten skriftligt eller mundtligt om bekymringen. Informationen kan komme fra eleven, dennes forældremyndighedsindehavere eller personalet
  • Lederen skriftliggør bekymringen og vurderer ud fra antimobbestrategiens definitioner, om der er tale om mobning. I givet fald har lederen pligt til indenfor 10 arbejdsdage, at udarbejde en handlingsplan, hvoraf det fremgår, med hvilke foranstaltninger problemerne effektivt bringes til ophør.
  • Lederen træffer straks de midlertidige foranstaltninger, som her og nu er nødvendige og sørger for at de gennemføres. Handlingsplanen kan revideres efter behov
  • Lederen informerer de berørte elever og elevernes forældre om indholdet i handlingsplanen og om eventuelle midlertidige foranstaltninger.
  • Eleven og dennes forældre kan klage over de beslutninger og handlinger skolelederen i værksætter.
  • Skolelederen har pligt til at oplyse om - og vejlede om muligheden for at klage

 

 Klageadgang:

  • En elev eller hans/hendes forældre kan klage hvis skolen ikke har en antimobbestrategi eller ved manglende eller utilstrækkelig reaktion ved konkrete tilfælde af problemer med det psykiske undervisningsmiljø i form af mobning eller lignende. Klagen skal være begrundet.
  • Klagen indgives til skolen, som videresender denne samt en redegørelse for processen til skolechefen.
  • Skolechefen vurderer om der er grundlag for, at give klager helt eller delvist medhold.
  • Får klager ikke fuldt ud medhold sender skolechefen klagen og begrundelsen for afgørelsen og vurderingen videre til Dansk Center for Undervisningsmiljø(DCUM)
  • Formanden for Børne- og Skoleudvalget orienteres
  • DCUM’s daglige leder træffer afgørelse i klagesager